Vi reagerer på pres bl.a. ud fra vores arv, miljø og “leveregler”. Symptomerne og årsagerne kan derfor være meget forskellige fra person til person.
Din krops mekanismer er de samme, uanset om stressen skyldes dårlige forhold på arbejdspladsen, en skilsmisse, en nærtståendes dødsfald, sygdom, en traumatisk oplevelse - eller slet og ret for lang tids overbelastning, uanset om der har været en udløsende årsag som du kender til.
Grundlæggende har din krop et rødt og et grønt system:
Trusselssystemet
Det røde system gasser op og sørger for, at kroppen er klar til kamp eller flugt. Når du er stresset, står det røde system og pumper adrenalin, noradrenalin og kortisol rundt i kroppen.
Hormonerne holder dig på tæerne, så du er klar til at løbe eller slås og din tænkning snævrer sig ind, så du automatisk holder øje med alt, der potentielt kunne være farligt.
Tryghedssystemet
Det grønne system er det, der sørger for, at du slapper af. Systemet får din krop ned på jorden igen, når det sender oxytocin og endorfiner ud.
Når du overvejende er i Tryghedssystemet, er du i stand til at mærke de ting, der gør dig glad og hvad der er det rigtige og vigtige for dig. Din tænkning udvider sig, du kan se handlemuligheder og mærker balance og overskud.
Drive
Du har også et system, der motiverer dig. Det er som udgangspunkt neutralt - men mange af os når ikke at mærke efter hvad der er det vigtige for os at løbe efter, og derfor løber vi alt for ofte efter forkerte "medaljer".